I samarbejde med Væksthusets Forskningscenter har Social og Beskæftigelse og Beskæftigelsesudvalget i Herning Kommune i november 2023 igangsat en analyse af sygefraværet blandt kommunens borgere.
Formålet med analysen er at øge vores forståelse af, hvordan forskellige omstændigheder, vilkår og begivenheder i menneskers liv hænger sammen med langvarigt sygefravær, og i den forbindelse give bud på, hvordan vi bedst hjælper mennesker i de situationer. Der har fra starten været ét klart formål med analysen, nemlig at forstå komplekse forløb for at kunne styrke mere sammenhængende forløb. Analysen er en kvalitativt funderet analyse set fra de involverede aktørers perspektiv.
Forskellige aktører er blevet interviewet, herunder læger, offentlige og private arbejdsgivere, beskæftigelsesmedarbejdere, kommunale ledere, repræsentanter fra arbejdstagerorganisationer og de langtidssygemeldte selv for at opnå større forståelse af komplekse forløb med langvarigt sygefravær set fra forskellige aktørers perspektiv.
Analysen giver ikke ét konkluderende svar på, hvad man bør gøre i forhold til langvarigt sygefravær, men skal bruges som kvalificeret afsæt for dialoger, refleksioner og samarbejder imellem relevante aktører og til udviklingen af nye løsninger, bedre hjælp og møder til gavn for sygemeldte borgere i Herning. Kompleksitetsforståelsen åbner netop for, at der kan sættes ind forskellige steder omkring en sygemeldt.
Sygefravær og Jobfastholdelse arbejder allerede videre med anbefalingerne og indsigterne for at styrke samarbejdet med relevante aktører og sikre endnu mere målrettede og rettidige indsatser for sygemeldte borgere.
Rigtig god læselyst!